Pilgrimsvandring
En vandretur på kirsebæralleen sammen med tusindvis af mennesker er for mig en form for pilgrimsvandring. I år, 2021, er der på grund af corona ensrettet. Det gør vandringen endnu mere intens.
Alle vandrer mod kirsebæralleen godt hjulpet af tydelige skilte med pile mod alleen. Der er en stilhed under vandringen. Man stopper op, tager billeder og går videre. Dette er ikke en legeplads, hører man en storesøster på 8 sige til sin aktive lillebroder.
Vi vandrer, levende blandt døde, som var det en vandring I Paradisets Have.
Om bøn
”Et eller andet sted i mig
findes der et rum jeg altid har vidst var der,
men som jeg værger mig for at gå ind i.
Jeg har altid vidst, at dette rum er vigtigt for mig at blive fortrolig med,
for her får jeg alle muligheder til at blive bekendt med mig selv,
men jeg udsætter stadigt det at blive omgivet af dette rum.
Det aner mig at i dette rum gives der en indsigt, som er afgørende at have, men tungt at bære.
Jeg skimter også i små glimt, hvordan dette rum ser ud; et rent, værdigt, livsfyldt rum, men ikke så rent at det er koldt, ikke så værdigt at det er giver frygt og ikke så livsfyldt at man forføres.
Dette rum rummer stilhed, stilhed for alle sanser.
Når al modstand er opgivet, og jeg har ladet rummet fylde mig, ved jeg, at det er godt at være der.
Giv mig et fysisk rum, som kan forberede mig til at gå ind i rummet aller længst derinde.”
Cand. theol og musiker Bjørn Eidsvåg
Bøn som meditation.
Meditationen lærte jeg at kende i mine yngre år, hvor livet var fyldt med børn, liv og arbejde, og man somme tider kunne længes efter en dag, en tid, et sted, hvor man kunne sige: hvad skal jeg så lave i dag?
Jeg gik derfor i de få, men stille stunder - der også er i et travlt familie og arbejdsliv - ind i det rum, Bjørn Eidsvåg taler om.
I stilhedens rum.
Derind, hvor jeg kunne drikke af den glæde, som meditationen gav mig.
Og jeg mediterede dagligt. Når jeg kunne komme til at vende mig mod det inderste rum, hvor jeg kunne drikke af kilden til evigt liv.
Kilden til glæde. Kilden til nåde.
Jeg mediterede meget indtil en dag, hvor jeg hørte en engel synge så smukt, at jeg længtes efter at komme længere ind. Til det sted, hvor alt er smukt og godt.
Og jeg blev bange. Bange for ikke at kunne finde tilbage fra det kærlighedens univers, jeg havde fordybet mig i, til denne verden.
Jeg blev bange for ikke at kunne komme op af brønden igen. Så jeg stoppede med de store meditationer. Og nøjes den dag i dag med de små.
Jeg behøver dem egentlig ikke længere.
Disse stunder med tilbagetrækning.
For i stedet for at bevæge mig ind i det andet rum, kærlighedens rum føler og fornemmer jeg, at Gud selv er hos mig.
Rummer mig. Hele tiden. I min dagligdag. I min hverdag.
Som kærlighed. Som nærvær.
Den Gud, som jeg så kan tale med i en uendelighed.
Samtale med.
Rom. 10.6 »Sig ikke i dit hjerte: Hvem vil stige op til himlen?« nemlig for at hente Kristus ned, v7 eller: »Hvem vil stige ned i afgrunden?« nemlig for at hente Kristus op fra de døde. v8 Nej, hvad siger den? »Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,«
Kære Gud
Jeg beder dig: tro på mig.
Jeg beder dig: vær hos mig.
Jeg beder dig: gør mig ikke ondt.
jeg beder dig: forlad mine synder.
Jeg beder dig: pas på mine nære.
Jeg beder dig: lad mig være stærk.
Jeg beder dig: døm mig ikke på første øje.
Jeg beder Dig: lær mig at kende.
Jeg beder dig: se på mig.
jeg beder dig: vær hos andre, ikke kun mig.
Jeg beder dig: fortræng alt ondt.
Amen
Kære Gud.
Jeg har brug for dig.
Brug for at du giver mig styrke,
når jeg er svag.
Jeg har brug for den trøst, jeg finder i dine ord,
når jeg ikke kan finde trøst andre steder!
Jeg har brug for din kærlighed,
når jeg føler mig alene og uelsket.
Jeg har brug for din støtte,
når ingen andre gir mig det.
Jeg har brug for al den barmhjertighed,
du giver.
Du giver mig styrke.
Du giver mig trøst.
Du giver mig kærlighed.
Du giver mig støtte.
Du giver mig alt dette.
Så tak Gud.
Jeg har brug for dig!
Amen.
Kære Gud.
Du giver os alt,
hvad vi har brug for,
og alligevel brokker vi os over småting.
Lær os at elske alle andre,
derved vil vi lære at elske os selv.
Jeg takker dig for alt,
du giver os.
Og beder til
at du altid vil være hos os,
og give os en ekstra chance.
For vi er ikke perfekte.
Hjælp alle,
der beder om det.
Og lær os at hjælpe andre,
og ikke bukke under for gruppepres.
For magten og æren vil
til evighed
være din.
Amen.
Kære Gud.
Vis mig vejen mod lyset.
Vis mig vejen ud af mørket.
Vis mig vejen mod håb og glæde.
Og før mig ud af hadet og mørket.
Vis mig vejen mod frihed.
Vis mig vejen mod kærlighed.
Vis mig vejen mod empati og forståelse.
Og før mig væk fra fortvivlelse og sorg.
Amen.
Gud giver den trætte ny kraft.
Konfirmands bøn, som jeg mente at have hørt før. Han havde fundet den i en drengeroman. Jeg fandt den i Det gamle Testamente.
Gud giver den trætte ny kraft og den svage ny styrke.
Selv unge mænd kan blive udmattede,
selv de stærkeste har en grænse.
Men de, der søger hjælp hos Herren, får ny styrke,
som ørnen får nye svingfjer.
De løber uden at blive trætte,
de vandrer uden at blive udmattede.
Esajas 40 v29
Herren giver den udmattede kraft,
den kraftesløse giver han ny styrke.
v30 Drenge bliver trætte og udmattede,
unge mænd snubler og falder.
31 Men de, der håber på Herren, får nye kræfter,
de får vinger som ørne.
De løber uden at blive trætte,
de vandrer uden at udmattes.