Schildt - Nabe-Nielsen

Kronik i KD torsdag den 11. august 2005. En af ti vindere af kronikkonkurrence.

Jeg havde siddet hele natten i en stol, som pårørende til døende på plejehjemmet kunne benytte. Jeg sad i min uldne frakke, med hætten over hovedet, for der var en konstant træk fra vinduerne. Min mor lå for døden i den ene seng. På min ene side. Hun var i forbindelse med sit dødsleje blevet forenet med min far, som hun var blevet skilt ufrivilligt fra, da han blev indlagt på plejehjemmet. Min far lå i den anden. På min anden side.

 Jeg holdt min mor i hånden. På sengebordet stod der en flot buket blomster, skænket af en af de mange, der tænkte på hende. Et stearinlys blafrede i trækvinden. Det lignede et alterbord. Den musik, som jeg havde ladet spille for hende i de sidste 48 timer, Orfeus og Euridiche, Bachs Juleoratorium, var stoppet. Vi måtte alle tre være faldet i søvn efter en hård aften og nat. To gange havde vi kaldt på smertestillende midler. Og hver gang tog det en evighed, før sygeplejersken kom. Når smerterne var værst, tog jeg min mor i favnen og nynnede: Her vil ties, her vil bies. Det hjalp. Min mor slappede af og vidste sig i gode hænder.

 Jeg vågnede ved, at døren ind til stuen knirkede. Det var vinter, men lyst. Klokken måtte være blevet mange, og plejerne have ladet os sove. Uret kunne jeg ikke se på, for i nattens løb havde vore hænder vendt sig, så min mor nu lå med sin hånd i min. Jeg så over på min far. Han plejede at være tidligt på færde og var den, der skulle op, når han vågnede. Men han lå helt stille. Kun hans dybblå øjne bevægede sig. De så ind i mine og vidste, at timen var nær. Man sagde ellers om min far, at han var dement. Og sandt er det, at han levede i to verdener. I denne og i en anden verden. I den anden verden var det svært at nå ham. Her var der ingen grænser for tid og sted. Her kunne hans sjæl frit bevæge sig rundt i den verden, som han engang fysisk havde færdedes så sikkert i. Barndomsminder gik i et med nutidserfaringer. Eventyret var blevet hans virkelighed. Drømmen hans dagligdag. Men han kaldte mig ved navn, når jeg besøgte ham, og når han var for langt væk i eventyrets verden, så sang jeg salmer. Først for ham. Siden sammen med ham. Det var, som om jeg kunne hente ham ind i min verden ved salmens kraft. Salmen blev broen, der knyttede hans to verdener sammen. For når han var hentet ind i min verden, havde han helt styr på den.

 Der var stille i stuen. Kun min moders tunge og langsomme åndedrag fyldte den, og det var, som trak vi vejret sammen. Vi turde knapt nok bevæge os. Jeg tænkte på hendes begravelse. Hvordan kunne jeg fælde hendes lange liv ned med få ord? Midt i stilhedens åndedræt, dukkede en sætning op, som hun i min ungdom havde gentaget: Jeg har jo alt elsket og levet. Der var noget, der dæmrede. Et minde om en sang og om en film. Sunget og vist i hendes unge dage. I dette øjeblik vidste jeg, at hele min mors liv kunne opsummeres i denne ene sætning. Hun havde jo alt elsket og levet!

 Sætningen stammer fra et digt af Schiller, oversat af Oehlenschläger i  Teklas sang. I 1940 blev sætningen til titlen på en film om komponisten Weyse, der havde skrevet melodi til sangen: Ak hjertet er dødt og hvorhen hun ser/ er intet, intet at ønske sig mer/ Du Hellige! Kald da dit barn til dit bryst/ mig har jo alt henrykt den jordiske lyst/ Jeg har jo alt elsket og levet!

 To timer efter døde min mor. Min søster og jeg sad på den ene side, min far på den anden da vejrtrækningen pludselig ændrede sig. Dette var et helligt øjeblik, det smukkeste i mit liv. En sygeplejerske, der ville ind med en bunke tøj, blev uden ord, men bestemt vist ud af stuen. Vi ønskede at have dette øjeblik for os selv. Og det fik vi. Timen var inde, hellig og forløsende. Da mor udåndede sang vi sammen den aftensalme, som hun havde lært os børn at synge: Lyset slukkes, alt er stille/ Hør i nåde, Gud den lille/ Tak for dagen, tak for livet/ Tak for alt, hvad du har givet. Jeg lyste velsignelsen over hende. Og da hun var blevet klædt på i sin flotte blå kjole, og vi igen sad sammen med hende, kunne vi ikke andet end ønske hende tillykke med opstandelsen.

  For en måned siden, 1 ½ år efter min mors død, blev jeg ringet op af lægen fra det plejehjem, min far stadig boede på. Lægen fortalte, at min far pludselig var blevet syg. Da jeg spurgte, hvor kritisk hans situation var, svarede han:” Den er ikke kritisk lige nu, men kan blive det om et par dage”. Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, og kørte mod Fyn.

 Det var den smukkeste forårsdag i maj. Alt var lysegrønt og naturen spirede af nyfødt liv. Jeg lyttede til radioens P2, hvor musikken tager og betager mig. Var timen nu kommet for min far? Da jeg nærmede mig Storebæltsbroen, den bro som jeg først havde forbandet, men siden var kommet til at se som en velsignelse, en vidunder-bro, lød der pludselig en melodi i radioen, jeg havde hørt en gang i min fjerne ungdom. Men ikke siden. Jeg studsede og skruede op for radioen. Da genkendte jeg midt imellem Sjælland og Fyn, midt på broen, også teksten. For den første strofe sluttede med ordene: jeg har jo alt elsket og levet. Tiden og stedet forsvandt for mig i et eventyrligt øjeblik, for nu vidste jeg, at min fars time var kommet. At for ham var enden på trængslernes tid nu nær.

  Da jeg kom ind til min far, var han vågen og urolig. Jeg satte mig ved hans side, tog hans hånd i min og fortalte ham, at vejen var åben, og at mor ventede på ham. Han forstod, og faldt til ro ved tanken om, at hans time endelig var kommet. At han nu fik lov at følge efter. Og så kunne jeg synge for ham om vidunder -troen og -broen, og om at vandre fra dødningehjem til de levendes land.

 Samme aften døde min far efter en meget lang fredag. Fem af hans børn var til stede, da han vågnede, løftede hovedet og med sine meget blå øjne så hver af os dybt i øjnene. Så op i loftet, og så, hvad vi ikke kunne se. Lagde hovedet ned på puden, og sov ind. Vi sang sammen den aftensalme, som han havde lært mor at synge for os.” Tak på faders og moders vegne/ også tak på mine egne/ Vogt os kærligt fra det høje/ når vi nu har lukt vort øje”. Jeg lyste velsignelsen. Og vi kunne ønske ham tillykke med opstandelsen.

 Ved min fars kiste talte jeg om vidunder – broen. Den troens bro, der fører fra dødningehjem til de levendes land. Den bro, som vi bevæger os ad, når vi synger de salmer, vi kender. Fordi den forbinder tiden med evigheden. Barndommen med alderdommen. Os med hinanden og Gud med os.
Her, midt på broen, i det eventyrlige øjeblik, hvor tiden og stedet forsvinder. Her kan vi raske kaldes for demente og den demente for rask.
O vidundertro og bro!