Børn leder efter et land, som ingen kender, men som de tror findes, fordi de savner det.
Bjarne Reuter.

Landet bag hav,
bag død og bag grav,
viste sig for os, og mørket det tav.
Det fødtes i tiden.
Det fandt en favn,
og verden har siden
haft navn for sit savn.

Landet bag hav,
bag død og bag grav,
begyndte at bløde,
besøgte de døde,
for siden at rejse sig op af sin grav,
da døden var bundet, og mørket det tav.

Han vendte tilbage,
til evige dage,
og jorden har sunget den sang lige siden,
der handler om evigheds indtog i tiden.

Landet bag hav,
bag død og bag grav
gav lyset tilbage
til mørke dage.
Gav mund og mæle
til menneskesjæle,
der leved´ med savn
og drømme om Landet uden navn.

Nu var de sat ind i
det Lands symfoni.
nu kendte de tonen,
de greb mikrofonen
og sang med én stemme
om Landet derhjemme,
hvor tiden står stille
for stor og for lille,
hvor barnet det leger,
det tumler, det peger
på edderkoppen sikken en
med lille hoved og lange ben,
Hvor ingen skændes og ingen skilles,
hvor længslen efter lykken stilles.

Om Landet derhjemme
de sang med én stemme
og så med ét, at jordens stue
var favnet og farvet af Himlenes bue.
At landet derhjemme
det lånte stemme
til at påstå Livet
midt i døden,
til at tro på Landet,
selv i nøden.

For Landet bag hav
uden død, uden grav
gav genlyd til mange,
der før var de bange.
Gav håb til dem uden,
de så gennem ruden.
de løftedes af
et løfte derfra.

For midt i tiden
gav Gud os viden
om Landet bag hav
uden død, uden grav

KENN1989

Der var en gang, derude på landet
blandt køer og grise og meget andet
en ro og en fred midt i travlhedens time
der kunne få hvert et digt til at rime

Her kløed bonden koen på snuden
men svalen fandt sig sin vej gennem ruden.
Her snakked han muntert med grise og får,
se, det var en rigtig bondegård!

Men tiden blev travl for hver mand og hver kvinde
og bonden måtte se, at tiden var inde
til at sælge sin ko, sin hest og sit får
og tiden blev knap, selv på bondens gård,
for karle og piger, der før hjalp til,
som lo og gav liv til travlhedens spil
forsvandt -med koen, hesten og fåret.
Nu går bonden alene, hele året.

Men hør nok engang -hvad jeg her kan fortælle
der findes en bonde, hvorom det ej gælde.
Han snakker med koen og katten, fasanen
får også et ord med på vejen, mens hanen
galer for høns
og for naboer med.
Jo dette er virkligt et hyggeligt sted!

Her tages den tid, der skal til for at alle
kan trives og leve i hus og i stalde!
Og når man det ikke inden festen,
må gæsterne vente på hædersgæsten.

For koen skal gnubbes og grisen ha mad,
og så skal man ind og ha sig et bad,
og svalen, finder sin vej gennem ruden
og hanen galer, mens mor svinger kluden.

Her findes endnu et sted her i landet,
hvor tiden står stille, mens meget andet
er præget af uro og hastværk og larm
og mangel på tid,
her er kaffen varm.

Det sted er hos Niels – og hans moder Maren-,
i ved ham, der er fødselaren,
hos ham og hos hende har masser af børn
fundet et sted, hvor de ku ta sig en tørn.

Og fumler de i det, fordi de er små,
sir Niels Hansen pyt, klø bare på.
Vi har tid til det også, herude hos os,
her skal vi være og leve på trods
af hvad de andre siger i skolen
her trives de, her varmer solen!

Her var der et ståsted, en tryghed, et læ
for det svageste kim, det mindste træ
der fik lov at modnes i stilhed og ro,
fordi der var nogen (Niels), der gav tillid og tro.

Se det kan ikke købes for penge,
men vi er mange,
der i dag vil hænge
en blomsterkrans af lovord og tak
om din hals, Niels Hansen,
for din tid og den snak,
som du tar til os alle, store og små,
mens tiden iler, og ej kan forstå
at det, der er vigtigt her i livet,
ofte er, hvad vi tager for givet,
tid til at leve og tid til at gro
tid til hinandens nærvær og ro.

Uden den tid går vor verden i stykker,
uden den tid, går vi hen og får nykker,
og tror at det travleste men´ske i verden
er det, der er vigtigst 
i sin travle færden.

Men tro mig, det ved jeg, det passer ikke
lad os hæve vort glas for værten og drikke
hans skål, som vidste at trodse tiden
og ønske for ham, der for tres år siden
fødtes – lidt før tiden,
men som lige siden
har gået sin egen vej,
med sin viden!

I dyb taknemmelighed
Karen Elise.

Synderinden, der blev grebet i hor.

Gud, giv os at elske, mer´ end vi kan,
Dig og hinanden, kvinde og mand.
Giv os at løsne de bånd, der gør,
at vi er bange og ikke tør
gi´ slip på os selv og lukke op
for hver en bekymring,
der tærer vor krop.

Vær Du det spejl, vi spejler os i,
som afslører fejlene indeni,
men samtidigt visker vor tavle ren
og rejser os op på usikre ben
med et ”gå bort og synd ej mer´”.
Jeg tilgiver Dig, hvad der end sker.

Fordi Du elsker mig mer´ end jeg kan
står solen op i mit tusmørkeland.
Den varmer mit hjerte,
der før var som is,
og fjerner min smerte
på sælsom vis.

Jeg finder en hvile, en fred og en ro,
mens verden løber med syvmilesko.
Og glæden, den danser
i alle sanser.
Jeg kan ikke sove,
men skal nok love
-at gå med Din kærlighed uden lige-
for den må alt had og al ondskab vige.

Hør, englene synge,
jeg ser, dem gynge,
i sommerhaven
bag døden og graven;
Jeg ser dem lege
i skoven,
på veje
der fører til landet bag hav
bag død og bag grav.

Jeg ser dem svømme
blandt ænder og svaner.
I drømme
er synet det samme.
Bag træets stamme
lever og ånder
De engle, der gør,
at jeg tør.

Min skytsengel er her,
det mærker jeg nu,
med trøstende ord.
Jeg kommer i hu.
At livet på jorden
kun er i sin vorden.
At himlenes herre
er min,
og desværre
for djævel og ondskab,
den eneste ene.
”Vig bag mig”
mit mantra
og sejr, vil jeg mene.

Symbiosen. Forening.
Er livets mening.
Og væren i verden
er
trods smerten
et himmelsk under
stjernestunder.

KENN 1999/2020

 

Mel: Der findes en have…

1)
Gud, giv os at elske, langt mer´ end vi kan, 
hinanden i Dig, både kvinde og mand.
Gud, giv os at slippe hvert snærende bånd,
vi stiver os af med i selviskheds ånd.

2)
De bånd, som vi pynter facaderne med,
er smukke en tid og er stærke et sted.
De bånd, som vi binder og kalder kontrol,
er tillidens modpol og kærlighedsgold.

3)
Gud, vær Du det spejl, som vi spejler os i.
Du kender til magten og dens tyranni.
Du afslører synden, gør synderen fri
fra selvretfærds forsvar som svagt alibi!

4)
Du visker vor tavle helt ren med din hånd.
Du frigi´r den fangne fra forsvar og bånd.
Din kærlighed hvisker: ”stå op, synd ej mer´”
Din mis – kundhed skænker vort liv karakter.

5)
Fordi Jesus elsker mig mer´ end jeg kan,
står solen nu op i mit tusmørkeland.
Og varmer mit hjerte, der før var som is,
og fjerner min smerte på sælsomste vis.

6)
Jeg finder en hvile, jeg finder en ro,
mens verden den løber med syvmilesko.
Hans kærlighed elsker på trods. Og på tværs
af misbrug og magt findes Hans univers.

7)
Hør, englene gynger, de synger en sang.
 I haven bag graven får sangen en klang,
som minder om sommer i vinterens nat,
 om vand i en ørken af tørken besat.

8)
For englene synger om kærligheds magt.
De synger for den, der er fuld af foragt.
De synger om grænseløst forsvar, så den,
der snublede, rejses og står op igen.

9)
Jeg hører den sunget i misbrug og magt.
Jeg hører den, stille og næsten forsagt.
Min skytsengel er her, Gud sender sin Ånd
med sangen om frihed fra forsvar og bånd.

KeSn-n 2020