Mel: Stakkels Hanne.

Kapitel 1.

1)
Der var stille som i graven,

da Guds Søn beskrev Guds-haven

for det folk, der søndag morgen

endnu bar på hverdagssorgen.

Fugle tav, og træer lytted´

dyrene, de glemte byttet.

Ingen vind forstyrred´ freden.

Tiden svandt for evigheden.

2)
Alle lytted´, man fornemmed´,

at hvert ord var fra en fremmed

verden, som man knapt nok kendte,

men som drøm i hjertet brændte.

Her var, hvad de længtes efter.

Her var Livets skaberkræfter.

Her var fællesskabets kilde.

Her bød himlens Gud til gilde.

3)
Her var ingen angst for døden,
her var ingen trængt af nøden,
her var ingen stor og lille,
alle var som en familie.
Det var, hvad de længtes efter,
og med alle deres kræfter
havde prøvet at bestige;
drømmes flugt til himmerige

4)
Ja, de var der, midt i haven

gik Gud selv, som var nu graven

som et mareridt forsvundet.

Dødens magt var overvundet.

Det var sol ved vintertide.

Det var sejr for den der stride.

Det var trøst og håb og glæde.

Det var smukt, så man ku´ græde.

Kapitel 2.

1)
Pludselig med et de hørte

barnegråd og støj, der rørte

strenge, som var helt fortrængte.

Hvem var det, der roen sprængte?

Verden var igen den samme

mandag morgen med dens klamme

hånd, der skiller hver familie,

deler op i stor og lille.

2)
”Rør ved barnet, bring det glæde,
du som giver liv til spæde;
giv velsignelse til vore,
så de vokser og bli´r store.
Og hvis ikke, lad os vide,
at du er hos den, der lide
under sorg og sygdoms kvaler.
Over døden du befaler!”

3)
Da de børn og mødre ikke

gik, men blev trods vrede blikke,

trued´ hele menigheden:

”I forstyrrer jo Guds freden!

Vi var lige midt i Haven,

men nu ser vi atter graven.

Vi var fyldt af fred og glæde,

men nu hører vi én græde.”

Kapitel 3.

1)
”Hør, hvad er det, dog I siger?”

råbte Jesus vredt. De tier.

”Hvad skal I med fred, hvis freden

splitter hele menigheden

op i børn og voksne, gamle,

spreder, hvad mit liv skal samle.

Hvad skal jeg med jeres bønner,

når jeg savner døtre, sønner

2)
i en menighed, der glemmer,

den er legeme, dens lemmer

er fra første dag til sidste

—-selv de ubetydeligste—

dele af en større helhed

som selv ikke dødens stilhed

kan halvere. I mit rige,

er I alle elskelige.

3)
”Kom med barnet” sa´ Gudsmanden,
”kun for det og ingen anden
er Guds Rige med Guds glæde,
evigt liv til alle spæde.”
Lad kun børn og barnesjæle

sammen med Guds engle knæle.

Lad den gamle med den spæde

være et i sorg og glæde.”

4)
Holde hviledagen hellig,
er fra kedsomhed forskellig.
Søndagen vil hver-dag ligne,
når I går fra mor og Signe.
Far og mor og Lillesøster
har med Bedste fælles trøster,
sammen synger vi – med kære

der forlod os – Gud til ære

5)
Sammen skal vi danse, lege.

Hverdag skiller vore veje,

søndag samler dem i festen,

hvor hver døbt bær´ barneresten

frem for Gud. Velsignet være

den, der opgi´r voksenære

for hos Jesus at modtage

barnetro til voksendage!

keSn-n februar 88

Kapitel 4.

1)
Hver en søndag kan vi fejre,

at opstandelsen vil sejre.

Pantet, det er barnedåben,

hvor vi først så himlen åben.

Her er ingen angst for døden,

Her er ingen trængt af nøden.

Her er ingen stor og lille.

Alle er vi en familie.

2)
Det er sol ved vintertide

Det er sejr for den, der stride.

Det er trøst og håb og glæde,

Det er smukt, så man kan græde.

Her er, hvad vi længes efter.

Her er Livets skaberkræfter.

Her er fællesskabets kilde.

Søndag byder Gud til gilde!

keSn-n1988

keSn-n Marts20

I kirkens hus der lød en gang

for dig for længe siden

i kirkens skib en salmesang,

der løfted´ ud af tiden

den lille gut, den gamle mand,

den kvinde og den pige,

der troed´ på at dåbens vand

gi´r adgang til Guds rige.

2)
Da du som barn blev båret ind

på salmesangens vinger

og ud af verdens rænkespind

til Himlens jordbetvinger,

da tog Han selv dig i sin favn,

velsigned´ dig som lille.

Da kaldte Han dig ved dit navn,

så intet kan jer skille.

3)
Nu går du selv til kirkens kor,

vel båret af de stemmer

der lærte dig dit Fadervor.

Gid at du aldrig glemmer,

at det er navlestrengen til

et liv i himmerige.

I glædens rus, trods smertens pil

en daglig himmelstige.

4)
Nu lægger du selv stemme til

det troens kor på jorden.

Det løftes op af englespil,

forener syd med norden,

som ekko af det skaberord,

der vakte liv af døde.

Et svar fra den forløste jord,

der går sin Gud i møde.

5)
Nu går du ud med løftet om

en pant på morgenrøden.

Du hører til Guds ejendom

i livet og i døden.

Far derfor vel i verden ud

med fred i sjæl og fare.

Din Herre er din Fader, Gud,

Han vil dit liv bevare.

keSn-n 1992 Rasmus konfirmation.