Mine prædikener

Radiogudstjeneste 1.

”Et tårn af længsel vil jeg bygge”
 
”I Himlen er mit hjem, dér møder jeg al skabningen;
Guds kærlighed er min lyst, et tårn af længsel vil jeg bygge.
Hvad Du, Gud, vil, det vil jeg gøre.
Med den gode viljes vinger flyver jeg op over himlens stjerner for at gøre Din vilje.
Intet mere søger jeg eller ønsker jeg.
Jeg længes kun efter Den Hellige.
Lad mig, o Gud, være dit strengespil
Din kærligheds zitherklang.”

Bønnen i Hildegards holistiske univers

Radiogudstjeneste I

I dyb taknemmelighed og af stor kærlighed, til et par forældre, der til dagligt var travlt optagne af fuldtidsarbejdet som præstepar i et landsogn, men som i ferierne var 100 % nærværende.
Vi var seks søskende. Der var 12 år imellem den ældste og den yngste. De fem første blev født på fem år. Med et par tvillinger imellem.
Den yngste blev efternøleren, som blev forældrenes store glæde og trøst i alderdommen.

For mig kom Gud ned på jorden i julen, når min far havde skrevet sine juleprædikener, hvilket han gjorde baglæns. Han prædikede alle julens dage, så han begyndte med at lave prædikenen til nytårsdag. Så fulgte julesøndag, 2.juledag, juledag og endelig juleaften.
Når de var skrevet og juleaftens prædiken var holdt, var han 100% til stede. Som far og ægtefælle.
I juledagene spillede han brætspil og bob med os børn.
I ferierne, der var lange, rejste vi 6 børn sammen med vore forældre til udlandet som nogle af de første. Til Sverige, Gotland og Norge, men også en måned til Schweiz, blev det til.
I disse ferier husker jeg ham siddende og snakke med os børn på en trappe med buksebenene smøget op, fordi det var sommer . Gå på vandreture i de norske fjelde eller i alperne. Eller stå ved stranden på Langeland på en særligt udvalgt sten, som vi børn græd over at skulle sige farvel til, da ferien var slut.
En tur til Sønderjylland med lejede cykler, som han døbte Ofelia og Hamlet.
Morgenbord i morgensommersolen.
Og et fuldskæg, der skræmte hans moder, da vi på vej fra Norge kiggede ind til vore bedsteforældre. Jamen Hans Frede dog, udbrød hun og klappede sine hænder sammen. Do ligner jo en hel vildmand.

På fridage kunne vi være heldige at få lov at vandre en tur med vores far ud af markvejen. Her havde han sin stok med, og her pegede han på og fortalte os om forskellen på hvede og rug, havre og byg. Han elskede kodriverne, men kunne, romantisk som han var, også falde i svime over påske- og pinseliljer. Hortensiaen sagde ham intet. Den blomst kaldte han af en eller anden grund for en gold blomst. Og syrenens duften kunne, selv da han ikke længere kunne bruge lugtesansen, bringe ham i en himmelsk tilstand.

Jo, jeg har set ind i Himlen og ved, at den er der. For os. For mig. Ligesom jeg ved, at der er slanger i paradiset. I min barndom har jeg løbet rundt i Edens Have. Ligget i den grønneste sommer med gule engkappelejer og set skyer drive forbi.

 Jeg har leget under Lindetræet i gården eller klatret i træer langt fra hjemmet, så min moder ikke kunne se, hvor farligt et liv, vi børn levede.

Fort os piger var vores moder Loven, mens vor fader var evangeliet. For drengene har det været omvendt. I hvert fald er det stort, at vi tre piger hver for sig er sikre på, at vores fader elskede præcist os højest.

Jeg delte teologien og åndeligheden med ham.
Min ene søster delte litteraturen med ham. Min fader havde som ung styr på alt, hvad der kunne læses.
Min anden søster var hans alderdoms trøst og stolthed.

Drengene havde han det sværere med. Selv havde han hele livet et forkrampet forhold til sin fader. Min moder holdt voldsomt meget af min svigerfader og han af hende!
Der var en hårdhed og en stolthed de to, fader og søn imellem, som aldrig forsvandt.
Min fader var sin moders dreng!
Det billede ser jeg spejlet i min faders måde at være far for sine sønner på.

Prædiken.

Lukas kap. 6, 36 – 42

 Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse.  Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«
 Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.

Egentlig har man vel altid sagt om Gud, at Gud er en Gud, der aldrig holder fri. Aldrig holder ferie.
I dag vil vi prøve at hævde det modsatte. Nemlig, at Gud altid holder ferie. At Gud holdt fri, da han sendte sin søn.
Måske er der for lidt alvor i at sige, at Gud holder ferie. Måske vækker det forkerte tanker? Måske kommer man ved ordet ferie til at tænke på sandstrand, palmer, sydens sol og en uge på langs. Der er mange måder at holde ferie på.
Det kræver en forklaring. Ligesom det kræver en forklaring at sige, at Gud er almægtig. At Gud er skaber.

At Gud holder ferie året rundt, betyder nemlig ikke, at han er fraværende, sådan som man skulle tro det. Men det betyder netop, at han er 100 % nærværende. IKKE bare i vore ferier, men også i vor dagligdag.
Han bruger sin ferie på os! Han forlader sin tronstol, sin himmel, sit hjem for at bytte plads med os. Han overskrider de grænser, den afstand, der ellers var mellem ham og os, mellem himmel og jord. Han bringer Himlen med herned på jorden.

Gud holder fri. Han holder fri fra at være den dømmende Gud.
Han holder fri fra at være den fordømmende Gud.
Han holder fri fra at være den retfærdigt straffende Gud, og bliver den tilgivende Gud.
Ikke fordi Han har specielt lyst til det. Ikke fordi Han har behov for det. Men fordi VI har behov for HAM. At han kommer,

Han så på os, som en Fader ser på sine børn.
Han så os lege, og han så, vi røg ud af legen.
Han så os skændes og slås.
Han så vi dømte og fordømte.
Og han så ingen tilgivelse, ingen barmhjertighed, der, hvor han så.

Han så, at vi glemte Ham, og Han så, hvordan vi knoklede, arbejdede og sled for at komme ind i himlen igen. Tilbage til Paradiset igen.
For at finde lykken.
Og han så, at hvert af vore forsøg mislykkedes.
Og hans faderhjerte smeltede og blev blødt.
Han kom, tog os i sin favn og velsignede os.

Guds ferie er ikke en ferie, som vi kender den.
Hans ferie er ikke en ferie på langs.
Hans ferie blev en ferie, hvor han gav sig selv, opgav sig selv og sit eget fuldt og helt.
Og døde af det.
Han rejste tilbage. Ikke for atter at forlade os, men for at kunne være hos os alle.
Grænsen mellem himmel og jord blev brudt ned. Porten til Paradisets have blev slået op på vid gab. Englene med flammesværdene forsvandt. Så ikke bare Han kan være hos os, men også vi kan komme til ham.
Himlen er blevet jordnær, og jorden er blevet himmelsk at være på.
Der er ikke mere noget, der kan skille os fra Ham.
Der er ikke mere noget, der kan skille os fra hinanden.
Hverken landegrænser eller død og grav. Om ham er vi fælles, hvor vi end bor på denne jordklode, hvor vi end tager hen på ferie. Om vi end dør.
Barmhjertigheden klædte sig i kød og blod.

Men lad os nu prøve at springe lidt. Fra at tale om Gud til at tale om os mennesker.

Det er sommer, og det er ferietid. Halvdelen af den danske befolkning holder ferie i dette øjeblik. Han, der forsømte endnu et forår med eksamenslæsning, holder ferie.
Pensionisten holder ferie fra at være pensionist. Den arbejdsløse holder ferie fra sin arbejdsløshed, og arbejdstageren fra sit arbejde. Og hos den, der ikke kan holde ferie, fordi han har gård og besætning at se til, køer, der ikke holder ferie, grise, der kræver ham fuldt ud. Hos ham myldrer det ind med ferieoplagte og ferieafslappede gæster. Så selv han mærker duften af ferien. Vi er mange, der har længtes efter den. Vi er mange, der har sukket efter den. Når kommer sommeren da? Når kommer ferien da`?

Hvad er det da, der gør ferietiden så attraktiv? Hvad er det da, vi længes og sukker efter, når vi tænker på vor ferie?
For det er ikke kun det, at vi har fri fra arbejdet, fri fra skole, fri fra at være pensionist, arbejdsløs eller arbejdstager, der gør det. Dels kan vi midt i vor ferie tage os selv i at længes tilbage til arbejde og fastere rytmer, dels arbejder nogen af os også i ferien. Det er de færreste, der kan holde til at ligge tre til fem uger på langs i deres ferie.

Men vort arbejde i ferien er et andet, den det, vi er vante til. Ferietid er tid til alt det, vi ikke har tid til, til dagligt.
Ferietid er tid til læsning. Ferietid er tid til at gå på museer, tid til at tage til stranden, tid til at være sammen i familien, med vennerne på tværs af landegrænser og på tværs af generationer. Tid til vågne nætters lange og dybe samtaler. Tid til hinanden. Tid til 100 % nærvær.

I ferietiden går evigheden ind i tiden og ophæver den for en tid. Der er ikke noget vi SKAL op til, ikke noget, vi skal nå. Der er tid til alt, og der er tid til intet. Ikke så sært, at man taler om ferieparadiset. For hvornår var vi tættere på paradiset end netop da? Hvornår oplevede vi evigheden som et positiv, som netop da?
Det var, som om vi vandrede rundt i Edens Have og talte med Gud Herren selv.

Mange af os mindes netop vor barndoms ferie som et paradis. Som en tid, hvor der var tid.
Som en tid, hvor forældrene, der til dagligt var travlt optagene af deres arbejde og gøremål, pludseligt blev 100% nærværende.
Her var der tid og råd til et ekstra kram og et ekstra knus både til ægtefælle og børn.
Her var der tid og råd til en ekstra is. Her var der tid til at lege. Og tid til at opleve lange og lyse sommeraftener, fordi man ikke skulle i seng.
Her opdagede man for alvor, at der dybt inde i ens ellers så fornuftige forældre var et barn, der kunne pjatte og lege og bære over med nullermænd i krogene. Her var grænserne for, hvad man måtte og, hvad man ikke måtte, blevet udvidede, om ikke i det uendelige, så dog langt. Af næsten alle havens træer måtte man spise. Vi børn var ikke bare tolererede. Vi var elskede og vi elskede det. Der var langt imellem dommene. Fordømmelsen var en erindring fra det fjerne og tilgivelsen en nær og tæt virkelighed. Vi lærte virkelig, hvad barmhjertighed var. Et varmt og stort hjerte, der slog for os, på trods af os.

Men en dag, så var ferien slut. Så var feriegæsterne rejst. Og forældrene igen optagne af de daglige pligter. Vi måtte selv i skole, på arbejde, der, hvor dom og fordømmelse bliver eksekveret efter retfærdighedens principper. Der hvor tilgivelsen afhang af lærerens nattesøvn. Fra at hedde barmhjertighed, hed det nu atter øje for øje og tand for tand.

En dag er ferien slut. Og det bliver hverdag igen.
Der, hvor der før var fylde, er der nu tomrum, der, hvor der før var nærvær, er der nu længsel.
Selv den familie, der bestod af mange medlemmer føler, at noget bliver taget fra dem, nogen bliver taget fra dem.
Vi bliver skilte ad—– af grænser, i generationer – af arbejde- endnu engang.
 

Med et brag ryger vi atter ud af Edens Have. Men vi var der dog! Så vi ved, hvordan, der er.
Selv den, der aldrig fik lov til at holde ferie, selv han ved, hvordan der er.

Han ved det og kender det fra sit livs lykkeligste stunder. Fra festerne i hans liv, fra samvær og fællesskab med ægtefælle og børn, der nok, når han ser tilbage på sit liv, kan have været et liv i slid og slæb, men som dog var et liv i fællesskab. Man var jo sammen om sliddet og slæbet, man var jo fælles om at dele nederlag og sejre.
Jo vi ved nok, hvordan der ser ud i Edens Have. Dybt, dybt inde i os bærer vi alle, raske og syge på erindringen om Paradiset. Derfor sukker vi… børn, unge, ældre, ja selve skabningen efter forløsningen.  Efter at være sammen, efter at leve sammen, der, hvor der ingen dom og fordømmelse er, men hvor tilgivelsen råder og barmhjertigheden har klædt sig i kød og i blod.

En dag er ferien slut. Blev den til det, vi længtes efter, et ferieparadis? Eller blev vi skuffede, fordi vi havde sat vore forventninger for højt? Opdagede vi, at selv i paradiset er der en slange?
Så vi det samme, som Gud så, at selv i ferien, der er kort, kunne vi ikke selv skabe os det paradis, som vi hele året havde længtes efter. Men at der også her opstod dom og fordømmelse, ufred og mangel på tilgivelse midt i vor ferie.

Må vi da leve af længsel og erindring hele vort liv? Må vi som manden på risten nøjes med duften af paradiset, nøjes med at vide, hvordan der er, uden at kunne komme ind og smage.

Nej, for teksten til i dag fortæller os noget andet. Den fortæller os netop, at Gud så os stå som manden på risten, der længtes efter at smage. Så, hvordan vi forsøgte at leve af duften, hvordan vi forsøgte i ferierne at skabe en tilværelse, der ikke bare mindede os om, men som også skulle være ligesom den duft, vi huskede, erindrede og længtes efter. Og han så, at det ikke kunne lykkes. Og han så vor skuffelse. Han så vor gråd. Derfor kom han selv med Paradiset. Derfor bragte han i sin søn himlen herned. Så vi ikke længere skulle dufte, men også fik lov at smage. Ikke bare i ferierne. Men også i dagligdagen, som fylder det meste af vort liv.

Hvad betyder det så, når der hele tiden så kryptisk siges: at Himlen er blevet bragt ind i dagligdagen, ned på jorden. Ja, prøv at lytte engang:” Døm ikke, for at du ikke selv skal dømmes. Fordøm ikke, for at du ikke selv skal møde fordømmelse, men tilgiv, og du skal selv møde tilgivelse. Vis at du på denne måde er barmhjertig, ligesom din Fader i Himlen er det.

Nemlig, at han er 100% nærværende… der, hvor vi ikke kan være det for hinanden.

Det kunne næsten lyde, som var Jesus den første humanist på jorden. Der kom med en tolerancens grundlov.
Men kender man bare en smule til Jesu liv og handlinger, vil man også vide, at humanist, det var Han ikke. Og da slet ikke tolerant.
Jesus tolererede ikke synden. Han hadede den, fordi det er den, der er årsag til menneskets nød og elendighed. Han tolererede ikke sygdom, men opbragtes over den. Han tolererede ikke døden, han afskyede den. Han blev vred, når nogen ville hindre de små børn i at komme til ham, selv om det var i den bedste mening. Han væltede rasende markedsboderne i templet og smed kræmmerne og ågerkarlene ud med hård hånd.
Han græd, da vennen Lazarus døde, og han ynkedes over menneskets lod. For han elskede mennesket. Han tolererede det ikke. Han hadede synden, men elskede synderen. Og der er Himlen eller Paradiset til forskel på, om et menneske er elsket…. Eller om det blot er tolereret.

Det er ikke en tolerancens grundlov Jesus kommer med. Det er den lov, der gælder i Guds rige, og som han nu bringer ned på jorden for at den kan gælde her! I dagligdagen.

Gud tolererer os ikke, han elsker os.

DVS at du som Guds barn er elsket, ikke bare for dine dyder, men også med dine laster.
Det betyder, at der er et Faderhjerte, der slår varmt for dig på trods af dig, og som tager dig i sin favn for at trøste dig, når du er ked af det, le med dig, når du er glad, lide med dig, når du lider , og dø med dig, når du dør, for atter at stå op med dig… bag død og grav til evigt nærvær og evig glæde. Og det er noget helt andet end at være tolereret.

At himlen er gået ind i dagligdagen, betyder altså ikke, at dagligdagen fra nu af er let og lys og uden problemer, lidelse og død. Men det betyder, at Du fra nu af aldrig er alene med din dagligdag. Den løftes op, den bæres, ikke af dig alene, men af Gud… hvem du end er, så DU kan bære den, hvordan det end ser ud for dig. For bedst som byrden, jeg ved det sker, ikke er til at bære mer, kommer en kraft af barmhjertighed, og virker at byrden kastes ned.
Barmhjertigheden har klædt sig i kød og blod!

At Gud holder ferie året rundt, at han holder fri fra at være den retfærdige Gud, betyder, at her elskes vi af den faderlige kærlighed, der vil, at vi som hans børn må lykkes og trives.
Derfor drukner han i dåben det skidt, og det snavs, der klæber til os, og derfor giver han den, der sulter og tørster at smage af Himlen selv.
Derfor kan vi gå ud i dagligdagen, lettede og lykkelige over at have en fader, der er 100 % nærværende, ikke bare i ferien og festen, men i dagligdagen. I hverdagen.
En Fader, der elsker os på trods af de ruder, vi buldrede i ugens løb.
Og derfor kan vi prøve at gå ud og gøre ligeså. Lade være med at dømme og fordømme, men tilgive. Fordi han først lod dommen og fordømmelsen ligge og lod tilgivelsen blive nær og tæt virkelighed.

Han klædte barmhjertigheden i kød og blod… derfor må vi også forsøge at gøre det, så denne jord, som vi bor på, må blive præget, ikke af Moselov og ikke af vore love, men af Gudsrigets lov.
Han nøjedes ikke med at lade os dufte, men inviterede os indenfor i varmen, så vi kan smage det himmelske måltid allerede her på jorden.
Amen

Oplæg til DR radiogudstjeneste 2011

Snoldelev: Folkekirkemedlemmer: 

1.230

  Indbyggere:

1.408

Tune: Folkekirkemedlemmer: 

4.743

  Indbyggere:

5.329

Snoldelev og Tune sogne har fra reformationens tid været samlet i Snoldelev-Tune pastorat. Her har man indtil 1981 været fælles om den ene præst, der naturligt boede i hovedsognet, Snoldelev.
Naturligt, fordi Snoldelev sogn indtil sidste århundrede var det største sogn, mens Tune sogn var en lille landsby i forhold hertil.
Dette størrelsesforhold afspejles i kirkernes størrelse, idet Snoldelev kirke er en del større end Tune kirke.

I dag er forholdene byttet om. Snoldelev er stadig hovedsognet med 1400 indbyggere, mens Tune sogn er anneks sogn med 5.329 indbyggere.

Snoldelev kirke rummer ca. 150 personer, og her er der på en ganske almindelig søndag ganske god plads til den trofaste del af menigheden, som sørger for, at Snoldelev Kirke er åben for såvel dåb som bryllupper og begravelser året rundt.
Som på landsplan er søgningen til den traditionelle gudstjeneste søndag morgen kl. 9.00 ikke den største.
Til gengæld fyldes kirken igen og igen til ”lejlighedsgudstjenester” som adventsfest, krybbespil, nytårsmønstring med FDF, fastelavn, sommerfest, høstfest m.m.m.
Alle arrangementer i konfirmandstue eller præstegård kombineres naturligt med en gudstjeneste i kirken.

I 1981 fik pastoratet en hjælpepræst på ¾ tid. Denne hjælpepræstefunktion blev i 1985 udvidet til at være en fuldtids sognepræstestilling.
Der bor derfor nu en præst i hvert sogn i pastoratet, men begge præster deles ligeligt om betjeningen af pastoratet.

Pastoratet er ikke bare delt op i to sogne. Det er også delt mellem to kommuner, og ikke mindst, to provstier. Tune sogn hører til Greve-Solrød provsti, mens Snoldelev sogn hører til Roskilde Domprovsti.

På trods af denne deling har Snoldelev og Tune sogne et godt samarbejde.
Man er ikke kun fælles om at deles om præsterne, men man deler også organist, kirkesanger, kordegn og sognemedhjælper.

Derfor er gudstjenesten i dag ligeså meget en pastorats-gudstjeneste som en sognegudstjeneste.
Tune kirke er lukket for gudstjeneste og Snoldelev kirke låner kirkekor fra Tune. Et kirkekor, der består af børn og unge fra Tune sogn.

Tune kirkes kor, der blev oprettet af en tidligere organist ved Tune Kirke, Ruth Rasmussen, har fungeret i over tredive år som børne- og ungdomskor. Koret er med sine børne- og ungdomsstemmer medvirkende til at gøre enhver højmesse festlig, og Snoldelev Kirke låner flittigt koret til festlige højtider.

Snoldelev sogn er som sagt et lille sogn, men med en lang historie. Før den stenkirke fra ca. 1080 som nu pryder byen og landskabet som et postkortbillede, har der eksisteret op til fire trækirker. Ingen af disse trækirker er brændte, og det betyder, at vi må regne med, at kristendommen har haft fast fodfæste på stedet længe før år 1000.

At Snoldelev sogn tidligere har været et kraftcenter for såvel handel som kristendom skyldes formentligt, at Køge Bugt i de tidligste tider gik helt ind til Snoldelev. Man har kunnet sejle til stedet og gennem åer og moser komme til Roskilde fjord.
Området omkring Snoldelev er fyldt med stenalder- høje og dysser, et tegn på den aktivitet, der har været her en gang. Og selve navnet Snoldelev menes at betyde Snolds sted.
Der tales på stedet om kong Snold og om kong Snolds borg. Og der tales om at kong Snold er lig med den kong Snio, der omtales i Saxo Grammaticus. Der tales om Snoldelev som ”Danmarks første hovedstad” inden aktiviteterne flyttede til Lejre. I præstegårdshaven findes en lille gravhøj med sten for kongen.

Snoldelev sogn har været et vældigt kraftcenter for kirke, aktivitet og handel, men som så mange andre landsbyer har Snoldelev sogn bevæget sig fra at være fyldt med aktiviteter og forretninger, til i dag at være en lille landsby uden forretninger.

De aktiviteter, der findes på stedet, foregår omkring sognegården, som er kommunalt ejet, kirken og præstegården samt missionshuset Zion. Her mødes man på tværs af generationer til højtid og fest, men også til leg og andagt. For selv om kirke og missionshus ligger på den ene side af vejen og Sognegården som landsbyens forsamlingshus på den anden side, så har man gennem de sidste mange år bevæget sig flittigt over gaden og samarbejdet omkring fest og højtider.

Fastelavn begynder således i kirken med en fastelavnsgudstjeneste og fortsættes i Sognegården med tøndeslagning. Adventsfesten, den 1. søndag i advent, starter i kirke og præstegård og fortsættes i samarbejde med borgerforeningen på Snoldelev Torv med lystænding af landsbyens juletræ. Krybbespillet den 3. søndag i Advent, hvor der er op til 60 medvirkende børn og unge fra Tune og Snoldelev, fortsættes i Sognegården med juletræsfest. Og så videre.
Desuden samarbejdes der med FDFerne om sommerfest og nytårsmønstring.

Børnearbejdet i sognet er lagt i hænderne på en sognemedhjælper, der gennem mange år har sørget for at børneklub og minikonfirmander hver uge fylder konfirmandstuen med salmesang og leg.
Hver fredag holder sognepræsten Fredagscafé. Her fyldes konfirmandstuen atter, men nu af 20 – 30 personer, der dels får debatteret kirkelige og verdslige nyheder, dels får lyttet til foredrag eller musik.
Film og pizza, årlige kirketure til ind og somme tider udland, sogneaftener m.m.m. gør, at Snoldelev Kirkes kalender er dækket godt op, og kirkegangsprocenten på årsbasis er høj.

Udover de traditionelle aktiviteter er der en del frivilligt arbejde.
Således har man i Snoldelev sogn vægtet den manuelle klokkeringning højt og endnu ikke fået indført elektrisk ringning. Klokkerebene er for få år siden trukket ned gennem tårnet og ned i kirkens orgelrum. Herfra ringes der morgen og aften af graveren, men på graverens fridage og når der skal kimes til julegudstjenesterne, træder et frivilligt ringerlaug til og sørger for, at klokkerne slår.
Kirkebladet, der udkommer fire gange om året, bringes ud af FDF. Et kaffelaug sørger for det praktiske omkring arrangementer, et sommerfest-udvalg for det praktiske omkring sommerfesten, hvor der kan være op til et par hundrede deltagere, der afslutter festen med spisning.

I Snoldelev kirke findes et par gamle planker over en tilmuret kvindedør. Det er en dør fra den sidste trækirke. Sammen med et sulehul under kirkens gulv vidner denne dør om de mange, der gennem tusinde år har fundet vej til kirken.
Det ældste, synlige inventar i kirken er prædikestolen med udskæringsfelter fra 1594. Kalk og disk er fra samme periode, 1598. Den yngste tilføjelse til kirken er et altertæppe fra 1996, vævet af Helle Hvid Nielsen, Lotte Dalgård og Bertha Forchhammer.

På kirkens nordvæg findes rester af kalkmalerier fra kirkens romanske periode, den ældste kirkes tid og på kirkens østvæg et kalkmaleri fra ca. 1560.
Kalkmaleriet på kirkens østvæg er en kopi af forsidebilledet på den første danske bibel, Chr. III´s danske bibel (der igen har Lucas Chranachs billede, Lov og Evangelium som forlæg.) Lov og Evangelium.
I spændingsfeltet mellem disse to, loven, som en nødvendighed for skaberværkets opretholdelse og evangeliet, som en ligeså vigtig nødvendighed for livets udfoldelse, tager menigheden i Snoldelev sogn aktivt del, når den bænker sig til hverdag og fest for at holde gudstjeneste.

Karen Elise Nabe-Nielsen.

Radiogudstjeneste II, 2011

5.søndag efter Hellig3Konger 2011 kl. 10.00.
Radiogudstjeneste.
5 (O, havde jeg (koralbog 424)), 14 (Tænk at livet (koralbog 509)), 411 (Hyggelig rolig (koralbog 230)); 277 (Herre, når din time kommer (koralbog 212)), 321 v6&7 ( O kristelighed (koralbog 432 a )) 644 (Aldrig er jeg uden nåde!(koralbog 8))

”Har du fundet Jesus?”, spørger en handikappet Vietnamveteran sarkastisk sin redningsmand, den naive og enfoldige Forest Gump i filmen af samme navn. Og Forest Gump svarer:” Jeg vidste ikke, at han var blevet væk”.

”Gud ”findes” ikke. Jeg tror på ham.” skriver en af hovedpersonerne i Göran Tunstrøms slægtsroman, Juleoratoriet i et dagbogsnotat til sin søn.
Han fortsætter: Den dag, Gud findes, har man gjort Gud til sin slave. Til sin besiddelse og sin ejendom.

Hovedpersonen, Sidner, hedder han, mistede sin barndom, sin ungdom, sin glæde og på mange måder sin far, da han som 12årig mistede sin mor i en ulykke.
Ulykken blev familiens skæbne i mange led.

I samme dagbogsnotat skriver han om, at det er når livets meningsløshed rammer os, vi spørger efter mening.
Det er når ulykken slår ned, vi spørger efter lykke. Og det er i Guds fravær, når vi ikke kan finde ham, vi kalder på hans nærvær.
 

”Gud ”findes” ikke. Jeg tror på ham.
Det lyder som en selvmodsigelse og en påstand. En selvmodsigelse og en påstand, som Göran Tunstrøm ikke er ene om.
Troen er og bliver en påstand. Trosbekendelsen en trods-bekendelse.

”Da priste jeg glæden”, skriver Prædikeren i Prædikerens bog, efter at han har funderet over menneskelivet og dets vilkår:
 At den uretfærdige lever længe, og den retfærdige dør en for tidlig død.
At det går den onde godt og den gode skidt.
Da prædikeren ikke kan finde Gud i verden, da priser han glæden.

Det lyder som en påstand og en selvmodsigelse. Og man kan have svært ved at forstå, hvordan denne prædiker er kommet frem til at prise glæden, når han samtidigt kan se, at der ingen menneskelig retfærdighed er til. At alt er tomhed.

Det kan være ligeså svært at forstå apostelen Paulus. Han, der mødte lidelse, ondskab og en alt for tidlig død. Han, der sidder i sit fængsel med en ukendt fremtid og skriver til menigheden i Fillippi og i dag til menigheden i Kolossæ. Han skriver: Ifør jer kærligheden. Ifør jer inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Ifør jer godheden, som man ifører sig en frakke. Sit tøj.  

Også han priser glæden midt i al menneskelig meningsløshed.
Også han peger på trods på hvedemarken som Guds aftryk og udtryk, og lader ukrudt være ukrudt.
Han ved godt at ukrudtet er der, men han vender ryggen til det.
Gud findes ikke. Jeg tror på ham.

Husbondens folk i lignelsen om ukrudtet iblandt hveden, undrer sig som prædikeren, da de opdager ukrudtet i hvedemarken.
Hvor kommer det fra?
Såede du ikke god sæd i din mark, Herre?
Skal vi luge det væk? Bekæmpe og fjerne det? Gøre stien ren og verden god? Spørger de.
De kunne også have valgt at spørge: hvorfor tillader du det onde? Ukrudtet i din mark.

Ukrudtet findes. Det ved vi alt for godt.
Vi skal ikke se megen TV avis før vi som 8 årig, kan sige: Jeg vil ikke se TVavisen. For den ender aldrig godt!

Ukrudtet findes. Det er ikke til at overse eller komme udenom. Hverken i verden eller i os selv.
Det er til stede i vore liv som ondskab, lidelse og død. Som mørke magter, fristelse eller anfægtelser.

Og vi spørger os selv og Gud om, hvorfor verden er så ond, når han er så god? Hvorfor han tillader det onde at være til stede, når han vil, at verden skal være smuk.

Og husbonden svarer, at hvis han lod alt ukrudtet fjerne, så ville han risikere, at også en del af hveden blev fjernet sammen med det onde.

Det er af hensyn til skabningen, det skabte, at han tillader det onde. Det er af hensyn til os. For hvem af os er ren nok til at kaste den første sten?

Ukrudtet er et alment menneskeligt vilkår. Noget vi må leve med, og derfor også noget vi må kæmpe med hele livet.
Ikke ved at gøre stien ren, for det magter vi ikke. Men ved at lade dommen være Guds ærinde. Og hans alene.
Ved at flytte fokus fra ukrudtet og hen på hvedemarkens skaber.
Ved at rette blikket hen på og i tro og på trods at påstå: jeg tror på ham.
Ved at iklæde os godhed og barmhjertighed. Kærlighed. Midt i en verden, der består af dets modsætninger.

Troen er et valg.
Vi kan vælge at fokusere på ukrudtet i verden og vore liv.
Vi kan vælge at tale om og beklage uretfærdigheden i verden.
Vi kan vælge at lade det ubesvarede hvorfor drive os til vanvid.

Eller
vi kan vælge at fokusere på hvedemarken og dens herre.
Vi kan vælge at lade lyset bryde gennem mørkets sprækker.
Vi kan vælge at tale om og prise glæden. Lyset, livet. Alt det, der er smukt og godt. Alt det, der viser os, at evigheden er gået ind i tiden. At Gud selv sætter sit aftryk på denne verden. I denne verden. Giver os sig selv i glimt og i tegn. På trods af ukrudt.
Vi kan vælge at synge: kom lad os glæde os.

Gud findes ikke, for Gud er.
Jeg er den, der er, kalder han sig selv overfor Moses ved den brændende tornebusk. Jeg er vejen, sandheden og livet kalder han sig i Jesu person.

Gud er. Det er en påstand. Ja. Som hvedemarken er en påstand. Som kærligheden, livet, lyset og glæden er en påstand. Guds påstand, at han er.

Vi finder ikke Gud, som han er. Det er han for stor til.
Vi finder ham ikke, som man finder en kat.
Men vi får dagligt givet tegn på, at han er. Vi ser, om vi har øjne at se med, Guds aftryk og Guds udtryk. Guds fodspor på jorden.
Så er det op til os, om vi vil lade ham gøre indtryk!

Og vi får lov at vandre i hvedemarken.
Vi får lov at være og bære hans hvedekorn.
Og vi får lov at være den mark, han tilsår. Den krybbe, han lader sin søn føde i.

Gud er i denne verden i sine tegn. I glimt.
I sin søn, Jesus, som den kærlighed, der bliver kød og blod.

I sit ord åbenbarer han sig i denne helligtrekongertid, epifanitiden, som den, der gør vand til vin, stilner stormen, helbreder. Alt sammen tegn, der tegner ham, som den, han er.

Som et friskt olivenblad rækkes han julenat ned i en verden fuld af ukrudt. Ukrudt, som vil kvæle ham. Som korsfæster ham Langfredag, men som påskemorgen ser sig besejret af et livskraftigt oliventræ, hvis frugter med pinsedagen når hele verden rundt.

Vi har fået lov at vælge at tro på den påstand: at Gud er. At han er i vandet i dåben, og i brødet og vinen ved alteret. At han giver os af sig selv. Så vi bliver en del af ham. En hvedemark, der bærer frugt.

Forsøger vi at fjerne ukrudtet i vort liv, vil ukrudtet vokse op og kvæle os. Som bekymring og anfægtelse. Som vrede og uforsonligt had. Og da vil den hvede, som er god blive ødelagt af det.

Vrede over livets uretfærdigheder eller menneskers opførsel, hvad enten den er berettiget eller ej, æder sjæle op.
Lad den ligge, siger husbonden.

Uforsonligt had til mennesker, der gør ondt, gør, hvad enten den er retfærdig eller ej, ondt værre.
Lad den være, siger husbonden.
Flyt blikket og troen over på den herre, der sår og såede hvede i sin mark. Og hav tillid til, at han er og bliver den nådige dommer, der til syvende og sidst skal høste og dømme.
At han lader nåde gå for ret. Også i forhold til det ukrudt, der vokser i os selv.
Kom lad os glæde os.

Gud fjerner ikke ukrudtet, for så risikerer han at fjerne sin skabning med det. Og han vender ikke ryggen til det. Så ville han ikke have udsat sin søn, sig selv for et jordisk liv med den lidelse og død det bringer med sig.

Gud ” findes” ikke, men Gud finder os.
Han løfter os op og ud af dåbens hav og lover os: at han er den, der er Dommeren over livet og døden. I livet og i døden.

Gud findes ikke. Nej, for Gud er. 
Og Jesus bliver ikke væk. Nej, for Jesus er livet midt i døden og lidelsen.
Er der nogen, der bliver væk, da er det os mennesker. Vi kan blive væk for Gud. Vi kan blive væk for hinanden og vi kan blive væk for os selv.
Vort liv kan blive lagt øde som en ørken, men også i ørkenen er Gud til stede.
Vort liv kan smuldre, som brødet, men også i brødet er Jesus hel, skønt delt.
Vor verden kan drukne i en stormflod af bekymringer og modgang. Men også i dødens vande er Jesus. Som livets vand.

Vi ser ham ikke, som han er, men vi ser ham i tegn, i aftryk og udtryk.
Nu ser vi i et spejl, i en gåde….
men da skal vi

……se ham, som han er.

Amen.

Afskedsgudstjeneste 2019

15. søndag efter Trinitatis 2019

Salmer: 3 (Lovsynger, Aagaard), 29 (Spænd over os , Holm), 8 (Om alle mine, tysk folkevise/Erfurt); 34 (Gud skal alting mage, Lindemann), 321 v6 , 809 (Du lagde i) Fdf kommer med fane. To stole ved døbefont.

Har hånd du lagt på Herrens plov,
da se dig ej tilbage!1
Se ej til verdens trylleskov
og ej til Sodoms plage!
Men pløj din fure, strø Guds sæd!
Er jorden dig for tør, så græd!
Vil gråden kvæle røsten,
så tænk på gyldenhøsten!

I en scene i filmen Out of Africa eller Min afrikanske farm er der en ordveksling mellem Karen Bliksen og hendes elskede Dennys Finch Hatton, hvor der tales om frihed i forhold til ejendomsretten.
Om bekymrethed i forhold til ubekymrethed.

For Karen Bliksen er det af største betydning at have en mand. En mand, hun kan kalde sin.
For hendes elskede Dennys er det af største betydning, at være fri. Fri af og fri fra. Fri til.
Han er som masaierne, om hvem det siges, at kommer de i fængsel, dør de, fordi de ikke har fornemmelsen af tid.
En periode på et halvt eller 10 år er for dem et og det samme.
De lever i nuet. Nuet fylder alt. Nuet er som 100 år.
Det at de lever i nuet, er det, der bestemmer dem og deres personlighed.
De ejer intet. Hverken tid eller land.

Da Karen Bliksen taler om mine kikujuer, mit land, min farm og Dennys svarer:
Vi mennesker har ingenting, Karen.
Vi ejer ingenting.
Vi er på gennemrejse. We are passing through.

Den anden dag blev jeg interviewet til en avis i forbindelse med min afsked som sognepræst i Snoldelev-Tune Pastorat. Journalisten begyndte med at spørge, om det ikke er mærkeligt at skulle forlade et sted efter så mange år, og jeg kan jo ikke andet end svare. Jo det er mærkeligt.
Men, fortsatte jeg, og fortalte om scenen fra filmen, som jeg havde set aftenen før sammen med nogle fra menigheden, vi er jo alle på gennemrejse.
Journalisten spurgte undrende: jamen det er da ikke en særlig kristen tankegang.

Jo det er det. Lige præcis.
Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
 v2  En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde.

Vi er alle på gennemrejse her på jorden.
Vi får livet givet. Af nåde. I nåde.
Vi ejer det ikke. Hvert eneste sekund er en gave. Og ingen selvfølge.
Ingen af os har ret til livet.
Og livet er ikke og bliver aldrig retfærdigt.
Fordelt eller tildelt.
Livet er ikke fair.

Som kristne er det vores opgave på vores rejse gennem livet fra fødsel til grav, at tage livet, givet som gave, på os som en opgave.
Og de talenter vi fik givet i fødselsgave har vi pligt til at bruge på den verden, den jord, de mennesker, som vi møder på vores vej gennem livet.

Vi er på gennemrejse.
Fra fødsel til død. Så langt er vi mange, der kan blive enige.

Men vi er som kristne mere end det.
Vi er på gennemrejse fra fødsel til død, gennem døden og over på den anden side af død og grav.

Ind i den himmel, som vi kommer fra.
Ind i den himmel, som vi, så vidt det står til os, har pligt at spejle på denne jord. Mens vi er her.
Ind i den himmel, som er vores rejses mål.
Vores tro. Vores håb. Vores kærlighed.
Gyldenhøsten.

I skal ikke bekymre jer, siger Jesus i dag til disciplene. Til os.
I skal ikke bekymre jer for dagen i morgen, for hver dag har nok i sin plage.
Måske en anden måde at sige på at vi skal leve, mens vi gør det, og vi skal elske, mens vi tør det.
For vi lever lige nu og her.
På gennemrejse. På vandring.
Livet og alt, hvad livet byder på, har vi til låns.
Vore børn får vi til låns.
Vore forældre. Vore venner. Vore lærere, vore præster. Vore menigheder.
Vi ejer dybest set ikke noget, og vi har ingen rettigheder.
Når det gælder livet og døden.

Men… og inden vi forfalder til sorgmod…
 som døbte får vi noget helt andet med os på vores rejse gennem livet.
I dåbens gave får vi nemlig troen, håbet og kærligheden tilbudt. Skænket.
Vi har ikke troen, håbet og kærligheden som en ejendomsret,
men vi får troen, håbet og kærligheden som en mulighed.
Ikke kun som livseleksir.
Men også som et grundstof og som kompas i livet.
Et tillæg til vort dna
(Det nye testamente på nudansk kaldes for Den nye aftakle, dna. Genialt. For det er en del af Guds dna)

Den første læsning fra alteret handlede om Noah, der får livet givet.
Efter syndfloden sætter Gud en bue på himlen og siger:
»Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort. Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.«

Noah får ikke bare livet givet, han får også håbet givet i dåbens vande.
Han får Guds kærlighed som dåbsgave.

Fortællingen om syndfloden, er fortællingen om dåben.
Noahs dåb.
Vores dåb.
Over hvert dåbsbarn sætter Gud en bue med sine ord om at ville være med barnet indtil verden ende.
Sit pagtstegn.

I skal ikke bekymre jer, siger Jesus.
I disse tider, hvor bekymringen for klima og global opvarmning stiger som syndflodens vande, og vi alle gribes af bekymringen, så selv kirken tager del i klimastrejker, kan det være dybt provokerende at lytte til ordene: I skal ikke bekymre jer.

For det er da bekymringsværdigt at vide, at et land som Maldiverne inden for de næste 10 år ser ud til at forsvinde.
Og at København om 100 år vil ligge under vand. 
Ligesom vi kan være fyldt af mange andre bekymringer i livet, der stjæler søvnen og vores livskvalitet fra os.

Men det kan også være beroligende at turde lytte til og tro på Guds løfte til Noah eller til os:
Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort. Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.«

Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Med andre ord.
Den virkelighed, som vi lever i med trusler om verdens og jordens undergang er ikke den eneste virkelighed.
Den virkelighed er rummet af og indrammet af Guds virkelighed. Som tiden for os er rummet og rammet in af evigheden. Vi lever med evigheden som perspektiv og ikke med døden.

Tør vi tro det.
Tør vi tro på Gud, så tør vi også tro på, at den Gud der skabte himmel og jord, også er den Gud der vil at denne himmel og jord, som han skabte ikke skal forgå.
Det har vi intet bevis for, som vi heller ikke har bevis for opstandelsen. Det handler jo om tro og ikke viden!

Tør vi tro på Gud, så tør vi også tro på en fremtid.
Så tør vi også håbe på en opstandelse. (Luther og træet)
Et nyt liv for dig og for mig. For verden. For jorden.
Ikke bare engang, når vi dør, men i dag. I næste øjeblik.

Hvert sekund er en gave, vi får givet i livet. Af nåde.
Hvert sekund er i virkeligheden en opstandelse. Der ikke er retfærdig eller fair, men som gives på trods. Af nåde.
Og hvert sekund lever vi inde under regnbuen.
Under dåbens løfte om at vi ikke overlades til os selv og egne kræfter.
For så går det da helt galt.

At turde tro på en fremtid og håbe på at kærligheden ikke dør, men at livet også gives på den anden side af syndflod og død, til vore børnebørn. Til vore døde.
Det er en dåbsgave, som giver kræfter og gør, at vi med troen og håbet som våben, grundstof og livseleksir, kan og skal kæmpe mod menneskeskabte ødelæggelser.

Mod en grådighed/griskhed (avaritia), der gør jorden til vores ejendom.
Mod et hovmod (superbia), der tror, at livet er retfærdigt, og at vi mennesker er herrer på jorden.
Mod et fråseri (gula), der gør, at vi er nogle, der dør fedmedøden, og andre der dør sultedøden.
Mod en misundelse (invidia), der tror, man kan drive politik på retfærdighed.
Mod en dovenskab (acedia), der gør nogen til herrer og andre til slaver.
Mod en utugt (luxuria), hvor vi gør mennesker og verden til ejendomsrettigheder.
Og endelig, mod en vrede (ira), der får krigstanker frem i stedt for fredstanker, når man lytter til vreden i form af en ung svensk vred pige.

Måske havde verden set lidt anderledes ud, hvis vi havde taget de 7 dødssynder alvorligt, og ikke som tidligere biskop Jan Lindhardt påpegede, havde gjort dem til dyder.

Da Dennys Finch Hatton giver op og giver efter og gør sig til Karen Bliksens ejendom, dør han. Som Kikujuen i fængslet.

Vi er på gennemrejse. I livet.
Men vi er det, siger Jesus under regnbuens tegn, hevet op af syndflodens og dåbens vande.
Så bekymrer eder ikke.

Vi rejser – og ved, hvor rejsen går hen:
den går til Guds evige rige;
vi rejser til åndernes Fader og ven,
til landet, hvor aldrig med sorg igen
fra sjælene sjælene vige..

Det kræver mod at turde tro på det.
Om det mod beder vi.

Amen.

Farvel med tak.

Livet er, siger Storm P en cirkus.
Man går ind, bukker, vender sig om, bukker igen. Og går ud.

Sådan kan det føles, når man i næsten 40 år har haft sin gang på samme sted i livet, og ikke forstår, hvor tiden blev af.
Det var jo i går, man kom og skulle prøveprædike i Havdrup Kirke.

Men selv om disse år lige nu kan føles som en parentes, har denne parentes for mig været en fantastisk rejse.
En gennemvandring i tiden.
Sammen med to menigheder, der på hele vandringen har været og er blevet en del af mit og min families liv.
Nu vores erindring.

Den rejse eller vandring, pilgrimsvandring, har været fyldt af alt det, som vandringer er fyldt af.
Store øjeblikke, smertefulde stunder.
Irriterende ventetider og oplivende oplevelser.
Jeg har født to børn og opdraget fire børn sammen med jer
og jeg har været alvorligt syg sammen med jer.

Der har været store sten på vejen,
ligesom der har været de smukkeste husvalende perioder. Og jeg kan ikke prale af, at jeg ikke har bekymret mig. Tværtimod.

Tak til to menigheder for,
at I har villet vandre sammen med mig.
Tak for den tillid, I har vist, når I har delt sorger og glæder, lyst og nød. Jeres liv med mig!
Det kræver tro på og tillid til.

Tak at I bar over og bar med.
Tak for ris og tak for ros.
Jeres kritik har været konstruktiv og god. Vejledende og rådgivende.
Ligesom jeres forbøn har båret mig i de perioder, hvor stenene har syntes for tunge.

Tak til de menighedsråd, der i sin tid turde binde an med en usikker, nyuddannet teolog, der måske var klog på himlen, men helt sikkert et fjog på jorden.

Tak til betjeningen, som jeg fejlagtigt har kaldt jer medarbejdere.
Kirkesangere, gravere, organister, kordegne, sognemedhjælper, regnskabsfører… you name it…

For mig er ordet betjening et hædersnavn.
I er ikke og har aldrig været min betjening.
I er tjenere for og har stået til tjeneste for Snoldelev og Tune Kirker.
Ikke for præsterne. Ikke for menighedsrådene.
Her er I medarbejdere.

Tak for samarbejdet med jer!
Det har været en fantastisk gave at få lov at rejse så ubekymret sammen med en flok dygtige medarbejdere, der har stillet jeres liv og jeres tid i tjeneste for kirken.
Som ikke har været lønarbejdere i jeres måde at forvalte jeres gerning på. Men som tværtimod har  budt ind og leget med.
I alvor og sorg, i lyst, latter og leg.
I har stillet op til hvad som helst og når som helst.
Både det rimelige, men også en gang imellem det helt urimelige.
Når præsten finder på at lægge en begravelse fredag eftermiddag klokken 15
eller beder om ægte palmeblade til en børnegudstjeneste palmesøndag!

Så bærer organisten ekstra stole ind, når det kniber, mens kirkesangeren og hun hjælper med at vende en kiste. På kirkegården. I regnvejr.
Fordi den var sat forkert ned.
Så får sognemedhjælperen en tanke om at skænke kirkekaffe til alle 8 konfirmationer.
Og gæsterne måber og undres og takker over serviceniveauet på stedet.

Netop den fleksibilitet og gensidige ønske om at stå til tjeneste i stedet for at være på arbejde, er en sjælden gave i vore dage, som vi skal værne om.
Tak for det og tak for jer!
tak at I har været betjening og ikke kun medarbejdere.
Endnu en grund til at jeg har nydt og elsket at være her på stedet.
TAK for den.

Tak til min familie.
Allerstørst og allermest tak til min mand, uden hvem jeg ikke kunne have været den præst, jeg gerne ville være.
Min conditio sin qua non (Mulighedbetingelse for)

Tak til mine 4 børn, der har måttet leve med altid at stå i anden række i forhold til sognene, og en mor, der altid var på arbejde, samtidigt med at hun var hjemme.

Præster forgår, men menigheder består,
sagde min gamle menighedsrådsformand til mig en gang for længe siden, da jeg troede jeg kunne komme og lave om på en masse ting i kirken.

Han var vis, og det er jo så sandt som det er sagt.
Som præst står man på skuldre af tidligere præster. Og som præst lægger man skuldre til kommende præster.
Man er et led i en kæde. En del af et hele. (Succession).På gennemrejse.

I dyb taknemmelighed over at være det, og i fuld fortrøstning til at I som menigheder, vil fortsætte jeres vandring her på jorden med nye præster, der har behov for jeres medvandring og forbøn, vandrer jeg nu videre med håbet om og i troen på,
at den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.
Amen.