Johannesevangeliet kap 6 v 35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Når du ser små dråber falde
ned i døbefontens fad,
ser du mer end selve vandet:
du ser to som følges ad.

Sådan skriver Holger Lissner i en af sine dåbssalmer.
De ord, har du B. broderet bag på den dåbskjole, som jeres tre børn bærer og bar under dåben.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte, bliver tv-værten Ulla Essendrop spurgt i et interview, og hun peger på sin lille søn.
Hans fødsel har, siger hun, gjort mig sårbar, fordi han har åbnet et vindue ind til mig med betingelsesløs og overvældende kærlighed.
Og så fortsætter hun i interviewet med tanker, som alle nybagte, men også gamle forældre har.

Hun taler om den kærlighed, som gør sårbar og siger: dels kan der jo ske mig, hans forældre noget. Dels kan han løbe ud foran en bil eller komme til skade. Men vi kan jo ikke holde dem væk fra ulykker, vi må bare beskytte dem med helt almindelig omsorg, cykelhjelm og ingen skarpe knive i skuffen- og så krydse fingre.

Og så krydse fingre.

Da jeg skulle til eksamen i den store latinprøve i mit 17. leveår, kørte min far, NN´s oldefar mig til byen, stedet og fulgte mig til døren.
Han ønskede mig ikke held og lykke, men sagde tværtimod: du ved godt, at jeg ikke er den, der krydser fingre.
På denne bagvendte måde fortalte han mig, blufærdig som denne præstefar var, at han i stedet for at ønske mig held og lykke, bad for mig. Og at han betragtede bønnen som noget, der var langt vægtigere og vigtigere.
(….måske er Ulla Essendrop lige så blufærdig som min fromme præstefar i sit sprogbrug, så hun vælger at sige krydse fingre i stedet for at sige: at bede)

I dag bliver NN. døbt.

I dag nøjes vi ikke med at krydse fingre for NN. Og hendes liv.
I dag lægger vi … hendes forældre, hendes søskende A og C, hendes faddere, familie og venner, hendes liv og hendes verden i hænder, der er større og stærkere end vore.
Vi planter hendes liv i et liv, der ikke nøjes med tiden som horisont, fordi det har evigheden som sin dimension.

I er ikke guder. F og B. Det opdager NN en dag. Tro mig. Og det afstår I fra at ville foregøgle hende, når I lægger NN´s liv i Guds hænder, ved at lade Gud være Gud.
Så kan I og hun forblive menneske. Med alt hvad det indebærer.
I forhold til Gud er I, trods aldersforskel, ligestillede. 

I forældre F og B, I kender til samme bekymring, som alle forældre har. Bekymring for den fremtid, som er ukendt for os alle.
I kender til samme tanker. Men I nøjes ikke med at krydse fingre. I gør noget andet. I medgår, når I vælger at få jeres datter døbt, at I ikke kan være der, hvor hun er med jeres beskyttelse. Alle vegne. Alle steder. Alle tider.
Derfor lægger I hendes liv og hendes verden ind i den verden som favner vores verden med betingelsesløs og overvældende kærlighed.

Den kærlighed, som ikke går i stykker.
Den kærlighed som aldrig dør.
Den kærlighed som står op igen og igen.
Påskemorgen.
Hver morgen.

I lægger NN´s liv over i denne betingelsesløse og overvældende kærlighed, som hedder Jesus.
I planter hedes liv i den muld, der er Gud, så hun kan vokse som en blomst.
I lægger hendes liv over i denne betingelsesløse og overvældende kærlighed i troen på, at Gud er den, der helt konkret og ved sin søn vandrer sammen med os her i denne verden.
Som evigheden i tiden.

At han, Jesus, er den, der lover at tage NN i hånden og gå med hende gennem livet.
Hele livet.
Til verdens ende.

Op på de højeste bjerge, hvor udsigten er smuk, så man næsten føler, man kan flyve. Er i den syvende himmel.
Ned i de dybeste dale, hvor tornene på roserne stikker og gør ondt…..
Ud i de tørreste ørkener, hvor man tørster efter troen og håbet og kærligheden.
Og overlever, fordi vi bæres af de hænder, som bærer, når vi ikke selv kan bære.

I lægger i dag i dåben NN´s liv i Guds hænder.
Og han lover jer og hende, at han vil bære hende gennem livet.
Nænsomt og kærligt, alle hendes livs dage.
Indtil verdens ende.

Derfor behøver I ikke krydse fingre!
I kan folde jeres hænder. Og bede til at troen på de hænder bærer.
Også der, hvor vi ikke længere kan bære.

Tillykke. Med det valg!
Tillykke til NN med dåben.

Gud velsigne jer alle.

Amen.

1. kor 12. 

(Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. v5 Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. v6 Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.

v7 Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. v8 Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. v9 Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, v10 og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. v11 Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.)

v12 For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. v13 For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.

Så lykkedes det.
At finde en dag, en tid, hvor NN kunne blive døbt. 

Stedet har I hele tiden været helt sikre på, hvor skulle være.
Det skulle være i Vor Frelser Kirke, ellers kunne det være lige meget. 

Vor Frelser kirke.
Det er jeres sognekirke.
Det er NNs kirke. 

Den kirke kan I sidde hjemme og se ud på. I hvert fald kan I tydeligt høre klokkespillet, der hver dag lyder hver time fra kl. 9.00 til 22.00 samt klokken 24 fra det af de Thurah tegnede tårn. (I weekenden undlader klokkerne at spille om formiddagen af hensyn til naboerne)

Hver aften klokken 22.00 spilles Weyses melodi til Ingemanns aftensalme: Dagen går med raske fjed. En salme, der deler melodi med salmen, Altid frejdig, når du går. 

Da du, NN (barnets far), som helt ung flyttede hjemmefra og bosatte dig på Christianshavn, fortæller du, at du i din ensomhed og dit limbo (på vej fra noget på vej til noget) gik en aftentur ved 22-tiden på volden.
Da hørte du melodien til Altid frejdig spillet fra kirkens tårn, og da fortæller du, at du fandt ro.
For den melodi kendte du.
Den melodi sang din mormor B for dig, da du var lille, om aftenen som aftensang, inden du skulle sove.
Og da du hørte netop den melodi spillet, tænkte du: så skal det nok gå. 

Mormor B., der for dig var symbol på tryghed og samling i familien, var til stede.
På volden.
I klokkespillet.
I ånden.

For dig NN (barnets mor), har samme melodi også sin helt egen fortælling.
For nogle år siden sang du sammen med mange af os andre salmen, Altid frejdig når du går, ved din fars grav.
I den melodi er din far, H. til stede.
Han var og er til stede i melodien.
I sangen.
I ånden.

OG.

Så er det den samme melodi, som I tre, forældre og barn (børn) hver aften kl. 22.00 kan høre blive spillet som aftensang fra klokkespillet i de Thurahs tårn på Vor Frelser kirke.

Dagen går med raske fjed/ altid frejdig, når du går.
Det skal nok gå.

I har altså begge fortællinger med, som dåbsbarnet sættes ind i i dag og bliver en del af ved hans dåb.
I dag spilles melodien her i kirken som postludium.
Når vi går ud af kirken. Den følger os. Den følger jer.
Ud i verden.

Altid frejdig, når du går…
Det skal nok gå.

Den følger dåbsbarnet på hans vej ud i verden.
(Herren bevare din udgang og din indgang, lyder det i bibelcitatet ved dåben. Læg mærke til, at udgang nævnes først. Vi skal ud af kirken. Ud i verden. For at komme ind. Og vi går, alle sammen ud med en tone, der fortæller os, at det skal nok gå.
 ….Med et fadervor i pagt skal du ikke gyse.)

Forfatteren Christian Leth har sammen med Lauge Hendriksen en podcast på p1, der hedder, Bibelen Leth fortalt.
Et af de utal af afsnit, man kan dykke ned i, hvor han kyndigt gennemgår de bibelske fortællinger, der rummer alle vores livs fortællinger på godt og på ondt, er der et afsnit om dåb. 

Christian Leth gennemgår dåben fra de tidligste tider og religioner til i dag.
Lauge Hendriksen sidder som den kyndige, og spørger nysgerrigt ind til det emne, der gennemgås.
Selv fortæller Lauge, at han ikke er døbt, men hans børn er, fordi det betød meget for hans kone, at de blev døbt.

Da Christian til sidst kommer til en afrunding og konklusion på sit oplæg og fortæller, at dåben er en dåb til og ind i et åndsfællesskab, bryder Lauge Hendriksen ind med stor iver og siger, det var også det min kone sagde. Det var også hendes argument.
Hun sagde, at dåben var en nådegave.
I den får man den nåde, at man får del i et større fællesskab, der i sig rummer et utal af fællesskaber.
Et super åndsfællesskab.

I dag bliver NN døbt.
I dag bliver NN og hans liv sat ind i det åndsfællesskab, der er større end summen af de fællesskaber, som vi selv kan danne. 

Et fællesskab, der går på tværs af generationer.
Et fællesskab, der går på tværs af politiske u- og enigheder.
Et fællesskab, der går på tværs af sted og plads.

Men først og fremmest, et fællesskab, der går på tværs af tid, og som derfor rummer levende såvel som døde.
Et fællesskab, hvor levende og døde er til stede.
 (Dette er symboliseret i det halvt firkantede alter, hvor vi under altergangen, som levende spiser sammen med dem, der er døde, og som vi ikke ser. De sidder på den anden side af firkanten. Usynlige for os.)

I dette fællesskab er mormor B., far H., tip, tip, tipoldefar de Thurah, Grundtvig- der var præst ved denne kirke og blev begravet herfra- Nabe-Nielsener, Pedersener, Paulus, Hansener, Carlssoner, Holmer- en del af.

Som et fællesskab, der rummer alle dem, der gik forud for os, alle dem, der er og lever nu og her sammen med os, og de generationer, der følger efter. 

Som en kæde knyttes vi sammen i dåben.
Dråbe for dråbe i et åndsbad.
Vi har nemlig, som Paulus siger, alle fået en ånd at drikke.

Når NN om lidt bliver døbt, går han fra at være en dejlig dreng med hoved, krop, forstand, fornuft og sjæl, til at være en del af et åndeligt og åndrigt fællesskab. 
Et fællesskab, der ikke kan brydes af grænser.
Hvor vi alle er lige værd og alle lige vigtige.
Fordi vi har drukket af en og samme ånd.  

Om lidt transcenderes NN til i ånden – og sammen med os – at være med i det fællesskab, der hedder Gud.
Eller kærlighed. Eller tro. Eller håb.
Et fællesskab, hvor han aldrig er alene med sit liv og i sit liv, fordi han synligt er til stede som en del af et åndeligt og usynligt fællesskab.

Det kan ikke forklares eller forsvares.
Det skal leves, elskes og tros.

Dette usynlige fællesskab synliggøres lige om lidt i tre håndfulde vand og Jesu ord om, at være der, hvor NN er, indtil hans verdens ende.

Tillykke med dåben, dåbsbarn.
Tillykke med dåben, forældre.

Må Gud give dig, NN lykke og gode råd,
sin nådes lys dig tilsende!

Amen.

Præludium. Procession. Dåbsbarnet bæres ind i kirken/menigheden.
Hilsen
Salme 749 ( I østen stiger solen op)
Bøn
Tale
Sang: Livstræet
Dåb
Salme: 674 v1,2 &7 (Sov sødt barnlille)
Bøn
Velsignelse. (3xamen)
Salme: 787 Du som har tændt.

Johannes Åbenbaring 2 v7 Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Vi sang sangen Livstræet til jeres bryllup, E og C. 
Det er blevet jeres sang. 
Jeres families sang. 
Så hvad er mere naturligt, end at det også bliver NN´s sang.

Jeg talte over den, da I blev gift
Og jeg vil gentage mine ord om sangen til jer
– til ham.

Omkvædet i sangen er, sagt her i kirken, en bøn.
Sangen er ikke skrevet som en salme. 
Men sunget her i kirken, i Guds hus bliver sangen til en salme. 
En bøn, og ikke bare gode tanker eller en velment lykønskning, som I to og alle vi andre beder for NN. 

En bøn om: 
– at NN må få lov at lege i livstræets krone. 
– at han må få lov at føle, at livet er stort- også når livet synes at skrumpe og føles som et liv i modgang.
– at NN må skue de blå horisonter – også og på trods af de truende skyer og den sorte himmel, der indimellem kan true med at tage magten i livet. 
– at NN må se himmelhvælvingens port! 
Altså, at han må få lov at vandre ind og ud af paradiset.

Ind i paradiset i de lykkeligste dage.
Ud af paradiset – for at leve et liv i hverdagen med alt, hvad hverdagen byder på. 
Med lyset fra Paradiset som sin tro følgesvend.

Omkvædet i sangen Livstræet er her i kirken ikke kun gode tanker og et velment ønske for ham. 
Det er det også. 

MEN
Der er stor forskel på at sende gode tanker, og at bede en bøn.
Forskellen på at jeg sender NN gode tanker og at jeg beder en bøn for ham er, 
– at når jeg sender gode tanker. Så er de både velmente og inderlige og fulde af ønsker om et lykkeligt liv for Lucas.
– Men det er og bliver mine tanker. 
– Og det er lille mig i det store univers, der ønsker jer alt godt. 

Når jeg derimod beder en bøn for NN. 
Så er bønnen ikke bare velment og inderlig. 
Fuld af ønsker om og håb for jer om, at NN´s liv må blive fyldt af lykke og lyse nætter. En lang sommer. 

Når jeg beder en bøn for NN, så sender jeg alle gode tanker et andet sted hen.
Hen omkring Gud.
Og beder ham om at velsigne NN og hans liv med alt godt. 
Så løfter jeg Lucas ind i det himmelske univers. Ind i Gud.

Og, så er det ikke bare lille mig og alle mine gode tanker, der skal være med til at udvirke et lykkeligt liv for ham. 
Det ville være at gøre mig selv til Gud.

Når jeg beder en bøn, så er det noget og nogen, der er langt større end mig og alle mine og alle vore gode tanker tilsammen, som jeg sender mine og alle vore gode tanker til og om ad. 
Så løfter jeg i tanken NN op og ud af verden og hverdagen.
Ind for Gud selv.
Og lader Ham være den, der følger NN – og jer ind i verden.

Gud er den, der, der alene kan følge os på vore veje i medgang og modgang. 
Det magter intet menneske.
Jeg er med jer alle dage indtil verden ender, siger han.

Så derfor beder jeg til Gud om, at han vil lade NN: 

lege i livstræets krone
føle, at livet er stort
skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Og Gud svarer lige om lidt i dåben med dåbsbefalingen:
Jeg er med jer alle dage indtil verden ende.
Jeg er den, der går med NN, ind i den verden, hvor mennesket får lov at lege og le,
men også at kæmpe og slås.
Hvor mennesket får lov at synge og danse,
men også at græde og sørge.
Jeg er den, der bærer jer, når I ikke selv kan bære.
Og sætter jer tilbage i træet, når I er faldet ned af det.

Helt symbolsk fortælles dette til os, når vi bæres ind i dåben af den, der selv engang blev båret.

Må Gud velsigne NN på hans vandring ind i livet.
Må han velsigne jer, forældre, i jeres opgave, at vandre sammen med ham ind i verden, og give jer styrke og mod til at bede for ham og for jer. 
– I tide og i utide. 

Amen